Der kommer to nye ansigter hos NIZE equipment, når Amanda Özek og Laura Ølgaard bliver en del af teamet. De får hver deres ansvarsområder, men fælles for deres roller er, at de skal være med til at skabe en endnu stærkere organisation både internt og i mødet med vores kunder.
Amanda skal få hverdagen til at hænge sammen
Amanda bliver en del af administrationen og får en central rolle i den daglige drift på kontoret.
Hun bliver blandt andet et af de første ansigter, kunder og samarbejdspartnere møder, når de besøger NIZE equipment. Derudover skal hun arbejde med økonomi, administrative opgaver og de mange små og store ad hoc-opgaver, der er med til at få hverdagen til at glide.
Amanda kommer med erfaring fra kundesupport og har samtidig arbejdet med projektstyring. Det giver hende en god kombination af struktur, kundefokus og evnen til at holde styr på mange forskellige opgaver på én gang.
Med Amanda på holdet styrker vi den administrative del af organisationen og får endnu flere kræfter til at sikre, at tingene fungerer bag kulisserne, så resten af organisationen kan koncentrere sig om kunder, service, salg og udvikling.
Laura skal bygge videre på Customer Success
Laura overtager rollen som Customer Success Manager efter Maja og bliver dermed et vigtigt bindeled mellem vores kunder, salg og resten af organisationen.
Hun kommer med en baggrund inden for projektstyring og eventplanlægning, som blandt andet skal bringes i spil i planlægningen og koordineringen af vores messer, events og kundeaktiviteter.
Men Customer Success-rollen hos NIZE equipment er også under udvikling. Fremover vil der være endnu mere fokus på, hvordan digitale løsninger kan understøtte salgsarbejdet og gøre det nemmere at følge op, skabe struktur og give kunderne en god oplevelse gennem hele samarbejdet med NIZE equipment.
Her skal Laura være med til at bygge videre på det stærke fundament, Maja har skabt, samtidig med at rollen udvikles i takt med vores organisation og den måde, vi arbejder med salg og kunder på.
Flere kompetencer – samme mål
For os handler vækst ikke kun om flere maskiner, flere kunder eller nye markeder. Det handler også om at have den rigtige organisation omkring forretningen.
Med Amanda og Laura får vi nye kompetencer inden for administration, kundesupport, projektstyring, events og digitale salgsprocesser. Det giver mere struktur internt og flere ressourcer til at udvikle den måde, vi arbejder med vores kunder på.
Vi glæder os til at byde dem begge velkommen hos NIZE equipment.
